Kort baggrund
Social og boligministeren har fremsat et nyt lovforslag, der skal sikre, at borgere med behov for hjælpemidler og forbrugsgoder, herunder støttestrømper, ikke længere bliver kastebold mellem region og kommune i sager om ansvar og finansiering. Ifølge Social og Boligministeriet har uklar ansvarsfordeling mellem sektorerne i en årrække medført sager, hvor borgere venter unødigt længe på afgørelser, mens myndighederne indbyrdes forhandler betaling. For sociale tilbud, der arbejder tæt sammen med både regionale og kommunale myndigheder om enkeltborgeres forløb, er lovforslaget relevant, fordi det direkte berører dokumentationspligt og økonomisk ansvarsfordeling i den daglige drift.
Hvad lovforslaget konkret ændrer
Lovforslaget præciserer, hvornår ansvaret for finansiering og levering af hjælpemidler og forbrugsgoder ligger hos regionen, og hvornår det ligger hos kommunen. Formålet er at fjerne gråzoner, hvor begge parter har afvist ansvar, og borgeren har måttet vente på en afklaring. Konkret indfører forslaget:
- Klarere kriterier for, hvornår en ydelse hører under sundhedslovgivningen (regionalt ansvar) eller serviceloven (kommunalt ansvar)
- En hurtigere afklaringsprocedure, hvis der opstår tvivl mellem myndighederne
- Skærpet krav til, at borgeren får en midlertidig løsning, mens ansvarsspørgsmålet afklares
For tilbud, der har borgere med komplekse støttebehov, betyder det, at den praktiske kontakt til begge sektorer skal kunne dokumenteres tydeligere, både i forhold til hvornår en henvendelse er sendt, og hvornår en afgørelse er modtaget.
Konsekvenser for dokumentation på tværs af sektorer
Når ansvarsfordelingen skærpes juridisk, stiger kravet til, at tilbuddets egen dokumentation kan vise, hvilken indsats der er ydet, af hvem, og på hvilket grundlag. Det gælder særligt i sager, hvor en region og en kommune tidligere har haft delt eller uklar finansiering. Et bosted eller botilbud, der kan fremvise en sammenhængende journal med tidsstemplede noter om henvendelser til begge myndigheder, står markant stærkere, hvis der opstår tvist om, hvem der skulle have handlet hvornår.
Det stiller nye krav til journalisering og dokumentation, hvor sagsforløb på tværs af sektorer bør kunne trækkes ud samlet, i stedet for at ligge spredt i separate systemer eller mailtråde. Socialtilsynet vil i den nye kvalitetsmodel se på, om tilbuddet kan redegøre for borgerens samlede forløb, og en uklar ansvarsfordeling mellem region og kommune må ikke blive en undskyldning for mangelfuld dokumentation lokalt.
Økonomistyring og tilsynskrav, når finansieringen deles
Ud over dokumentationskravet rejser lovforslaget et økonomisk spørgsmål for tilbud, der modtager betaling fra flere kilder for samme borger. Når ansvarsfordelingen mellem region og kommune ændres, kan det påvirke, hvordan udgifter til hjælpemidler indregnes i taksten, og hvem der fakturerer for hvad. Tilbud, der har uklare eller manuelle processer for at holde styr på, hvilke udgifter der hører til hvilken finansieringskilde, risikerer fejl i regnskabet og i taksberegningen.
Det gælder både den løbende økonomistyring, hvor budget og forbrug pr. borger skal kunne følges måned for måned, og selve beregningen af taksten, hvor omkostninger til hjælpemidler ikke må dobbeltindregnes eller glemmes. Her kan en takstberegner være med til at synliggøre, om ændringer i ansvarsfordelingen mellem region og kommune faktisk slår igennem i tilbuddets egen prisfastsættelse.
Betydning for tilsynskrav og godkendelse
Socialtilsynet vurderer blandt andet, om et tilbud har en økonomi, der understøtter den faglige kvalitet, og om tilbuddet kan dokumentere sine indsatser tilstrækkeligt. Når lovgivningen strammer op på ansvarsfordelingen mellem sektorer, vil tilsynet forventeligt også spørge ind til, hvordan tilbuddet håndterer samarbejdet med region og kommune i praksis, og om der er klare interne procedurer for, hvornår en sag eskaleres til regional afklaring. Tilbud, der allerede har styr på dette i deres kvalitetssikring, står stærkere ved både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg.
Kompas' perspektiv
Lovforslaget løser et reelt problem for borgerne, men det flytter samtidig en del af opgaven med at dokumentere ansvarsfordelingen ned til det enkelte tilbud. Her er de vigtigste konsekvenser for driften.
Dokumentation skal kunne vise sektorovergange
Når ansvar deles mellem region og kommune, skal journalen kunne vise præcist, hvornår en henvendelse er sendt til hvilken myndighed, og hvornår svar er modtaget. Uden det er tilbuddet dårligt stillet, hvis en sag ender i tvist om ansvar.
Økonomien skal følge ansvarsfordelingen, ikke omvendt
Hvis regler for finansiering ændres, men tilbuddets budget og regnskab ikke opdateres tilsvarende, opstår der let uklarhed om, hvilke udgifter der reelt hører til taksten, og hvilke der bør faktureres andetsteds.
Tilsyn vil efterspørge samlede forløb
Den nye kvalitetsmodel lægger vægt på sammenhæng i borgerens forløb. Et tilbud, der kan fremlægge en samlet tidslinje for kontakt til region og kommune, undgår at stå med løse ender ved tilsynsbesøg.
Vagtplan og bemanding påvirkes indirekte
Hurtigere afklaring af hjælpemiddelsager kan ændre støttebehovet for den enkelte borger med kort varsel. Det stiller krav til, at bemandingen kan justeres hurtigt, hvilket hænger sammen med en fleksibel vagtplan.
Hvorfor det betyder noget
For sociale tilbud betyder lovforslaget, at ansvarsfordelingen mellem region og kommune bliver klarere på papiret, men at det praktiske arbejde med at dokumentere og økonomisk følge op på den fordeling fortsat ligger hos tilbuddet selv. Kompas samler journalisering, økonomistyring og vagtplanlægning i ét system, så et tilbud kan følge en borgers forløb på tværs af myndighedskontakter, se hvordan udgifter til hjælpemidler slår igennem i det løbende budget, og hurtigt justere bemandingen, hvis en afklaring ændrer støttebehovet. Det gør det lettere at møde både de nye lovkrav og socialtilsynets forventning om sammenhæng i dokumentationen.